Julekor med Den Danske Sinfonietta

Lørdag d. 10. december kl 10-21

Det er stadig muligt at tilmelde sig som korsanger nedenfor.
Publikumsbilletter til aftenens julekoncert kan købes her: BILLETTER TIL KONCERTEN

Velkommen til det store julekorstævne for kvindestemmer i Musikhuset København.

Vi starter dagen med indstudering og korprøve. Om eftermiddagen kommer orkestermusikerne til og om aftenen medvirker koret i Musikhusets festlige julekoncert, sammen med og akkompagneret af Den Danske Sinfonietta.

Musikhuset København
Det klassicistiske palæ blev opført i 1778 og husede i mange år Københavns Bymuseum, indtil museet for nylig flyttede til andre lokaler. Københavns Kommune skulle netop til at sælge bygningen, da ildsjæle fra musiklivet greb ind og overtale kommunen om at lade palæet omdanne til et levende musikhus. Det er skønne rammer og festsalen har en dejlig akustik, perfekt til koncert og korsang.

Den Danske Sinfonietta
Den Danske Sinfonietta er et professionelt kammerorkester, som arbejder på tværs af genrer, både indenfor det klassiske felt, musical, opera, operette, film-musik og nyere tids populærmusik, i nye arrangementer for orkester.

Repertoire
Det bliver et varieret repertoire med både festlige og inderlige julesange. Det endelige repertoire er endnu på tegnebrættet, men på min foreløbige bruttoliste er skitseret ideer som Dejlig er Jorden, Julen har bragt velsignet bud, Have yourself af merry little christmas, Jeg så julemanden kysse mor, Oh holy night, Sneflokke kommer vrimlende, We wish you a merry christmas, White Christmas, Maria gennem torne går og Når du ser et stjerneskud. Det endelige repertoire annonceres, når det er på plads.

Den Danske Sinfonietta og sopransolisten Angelica Asp krydrer koncerten med bla. uddrag fra Nøddeknækkeren, Jul på Slottet, Disney’s juleshow, Nissernes vagtparade, Santa Baby med mere.

Om instruktøren
Ole Jørgensen er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Malmö Academy of Music. Kunstnerisk leder og dirigent for Den Danske Sinfonietta, arbejder med forskellige kor/korstævner og skriver arrangementer for både kor og orkester.

Ole Jørgensen med Den Danske Sinfonietta

Ole Jørgensen arrangerer musikken og sørger for, at stemmerne nemt kan læres i løbet af korprøven, så alle føler sig trygge og klar til at synge julekoncert om aftenen.

Deltagerne
Arrangementet er for alle kor-sopraner og -alter. Du behøver ikke have en stor stemme. Blot skal du som minimum kunne synge rent/enstemmigt med din stemmegruppe. Nodelæsning er en fordel, men ikke en forudsætning – satserne kan læres på øret og jeg sørger for grundig indstudering.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen.

Tidsplan (lørdag d. 10. december 2022)
10-16: korprøver
16-17: generalprøve med kor og orkester
– Pause –
Kl 20: Julekoncert med Den Danske Sinfonietta, solist og stævnekoret

Medvirkende
Kor: Stævnekoret
Orkester: Den Danske Sinfonietta
Solist: Angelica Asp
Dirigent og vært: Ole Jørgensen

Prøve- og koncertsal
Musikhuset København
Vesterbrogade 59, København

Afmelding
Du kan frit afmelde og få deltagergebyret retur indtil 4 uger før stævnet

Stævnegebyr
Ikke-medlem: kr. 600
Medlem* af korsang.dk: kr. 450

*Er du endnu ikke medlem, kan du blive det her: gratis medlemskab

Tilmelding her:

Har du ikke mobile-pay? betaling med kreditkort