Syng i KoncertKirken

Syng i KoncertKirken 2025

Lørdag d. 1. november 2025 kl 10 – 17

Velkommen til et muntert og varieret korstævne med inspirerende korsang i et af Københavns mest levende og alsidige koncerthuse.

KoncertKirken er en tidligere by-kirke, som i dag er omdannet til koncerthus. Her optræder anerkendte ensembler og salen bruges ofte til professionelle lydoptagelser, pga. den fremragende akustik. Rummet har en dejlig atmosfære og er som skabt til korsang.

Nu kan du selv opleve at synge i KoncertKirken. Korstævnet ledes af dirigent, pianist og arrangør Ole Jørgensen, som medbringer et spændende udvalg af skønne sange og populærmusikalske klassikere.

“I dag har været en fantastisk dag i korsang.dk- regi😍🎶 90 skønne sangere har øvet og fremført dejlige sange under kyndig, professionel og inspirerende ledelse af Ole Jørgensen🎶😀👍 1000 tak for en skøn dag🎶😀🎶😀 Ser frem til kommende arrangementer👍” – Susanne Klitt (Syng i KoncertKirken 2019)

Ole Jørgensen
Ole er uddannet fra Malmö Musikhögskola, Aarhus Universitet og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han er dirigent for Den Danske Sinfonietta, diverse kor i hovedstadsområdet og arrangerer både kor- og orkestermusik. Han er stifter af Københavns Korfestival og instruktør ved diverse korstævner og ugekurser.

Repertoire
Glæd dig til et varieret repertoire af håndplukkede korsange og rytmiske klassikere i helt nye arrangementer af Ole Jørgensen. Korsatserne er iørefaldende, sangbare og kan læres indenfor tidsrammen, således vi hurtigt kommer i gang med at arbejde musikalsk og synge sammen.

Hvem er deltage?
– Syng i KoncertKirken er for alle korsangere på almindeligt amatørniveau
– Nodelæsning er ikke en forudsætning, da stemmerne kan læres på øret. Bemærk dog, at vi orienterer os efter noder. Ole sørger for en effektiv indstudering af alle stemmerne.
– Du behøver ikke have en stor sangstemme, men du skal have grundlæggende styr på din sangstemme, så du er bevidst om at ramme de rigtige toner i din stemmegruppe*.
*Hvis du er i tvivl om din sangstemme, er du velkommen til at kontakte Ole Jørgensen her inden tilmelding

Tenor/Bas
Mandstemmer er vigtige og bidrager med karakter til koret. Hvis der er for få mænd til at danne bærende tenor- og bas-grupper, vil korsatserne blive arrangeret med én primær og varieret herrestemme, som er sangbar for både tenor og bas (og som på udvalgte steder eventuelt kan deles i to, når det er effektfuldt).

Korsatserne arrangeres efter deltagernes sammensætning, så dagen forløber smidigt og vi opnår det bedst mulige musikalske resultat.

“En vidunderlig dag med sang, grin og dejligt gensyn med sangere, man tidligere har sunget sammen med 🎶🎵❤️ Jeg ser frem til kommende arrangementer og anbefaler alle, der holder af korsang, til at holde øje med hvad der sker på korsang.dk 🎶” – Lene Scharff (Syng i KoncertKirken 2019)

Program – lørdag d. 1. november 2025
● Kl 9:30 åbner dørene til KoncertKirken. Nodehæfterne ligger klar og I kan udvælge jeres pladser og nyde stemningen, inden det hele går i gang.

● Kl 10 er der opvarmning og Ole præsenterer musikken vi skal arbejde med.
Herefter går kor-arbejdet i gang.

● Undervejs passende pauser og en frokostpause. Der kan købes kaffe og te til billige priser i KoncertKirkens bar. Man må også gerne medbringe forsyninger hjemmefra.

● Til sidst afslutning med vores egen lille eftermiddagskoncert kl 16:30. Det er muligt at invitere venner og familie som publikum til afslutningskoncerten og efterfølgende nyde dagens “efterklang” med hinanden i KoncertKirkens bar.

Adresse
KoncertKirken
Blågårds Plads 6A
2200 København N

Transport til KoncertKirken
Der er godt 10 minutters gå-afstand til KoncertKirken fra Nørreport Station og Forum Metrostation. Hvis du vælger at tage bilen hele vejen ind, så findes der f.eks “Det grønne parkeringshus” tæt på , eller man kan være heldig at finde p-plads på en af gaderne.
Kort: Google maps .

Deltagergebyr
– modtager af korsang.dk’s nyhedsbrev: kr. 450,-
– ikke-abonnent kr. 600,- (du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her og få rabat)

Tryg tilmelding med fortrydelsesret
Du kan frit melde afbud og få deltagergebyret retur helt frem til 48 timer før stævnestart. Så tilmeld dig trygt allerede nu, for at sikre dig en plads til årets “Syng i KoncertKirken”.