Vær med til at skabe en spektakulær operaforestilling som kor og statist!
Operaen HJEM opføres i Porten (det tidligere Vridsløselille Statsfængsel) d. 14.-20. august. Holdet bag operaen søger nu statister, der kan synge, til at indgå i et kor, der vil have en bærende rolle både dramatisk og musikalsk.
Du får en fantastisk oplevelse med et engageret kunstnerisk hold i nogle unikke, historiske rammer. Det bliver et forløb med en erfaren korleder, der en vant til at undervise korsangere på alle niveauer. Du får mulighed for at komme helt ind i processen med et helt nyskrevet stykke musik af komponist Josefine Opsahl – og mulighed for at blive en del af en professionel kunstnerisk produktion, ledet af instruktør Nullo Facchini.
OM OPERAEN
HJEM er skabt over interviews med mennesker, der har ensomhed tæt inde på livet. Det professionelle hold består af fire sangere og en cellist – foruden os bagved ’scenen’, der i dette tilfælde er Vridsløselilles gange og celler.
Instruktør Nullo Facchini har stor erfaring med både storskala-teateroplevelser, hvor publikum bevæger sig rundt, og med human specifikke performances, hvor publikum bliver en del af meget autentiske og ofte transformerende møder med de optrædende.
Josefine Opsahl er en af landets mest opsigtsvækkende, unge komponister. Med HJEM skaber hun et værk, der lader elektronik, akustiske lydkilder og fængselsrummenes helt særlige klang-muligheder smelte sammen til en både storslået, bevægende og voldsom opera-vandring.
VÆR MED!
Vi søger 40 statister i alle aldre fra 12 år og op. Eneste krav er at du skal kunne synge rent, og at du har lyst til at være en del af operaproduktionen HJEM! Der vil være mulighed for solistiske partier og for at få en større performer-mæssig opgave, men dette er valgfrit og noget vi taler om, når vi mødes.
DET PRAKTISKE:
Prøveperiode:
korprøver onsdag aftener kl. 19-21 følgende datoer:
10.maj, 17.maj, 24.maj, 31.maj, 7. juni, 14. juni og 21. juni.
Herefter prøver i Porten (det tidligere Vrisløselille Fængsel):
7. august kl. 16-18,
9. august kl. 19-21, 11. august (mulighed for prøve) kl. 17-21
13. august generalprøve (tidsplan kommer senere, men reserver hele dagen).
Herefter forestillinger:
d. 14.-20. august 2023 kl. 17.30-19
Forestillinger lørdag og søndag både kl. 12:00 og 17:30
Prøverne i maj og juni vil foregå på Albertslund Bibliotek.
Prøverne i august samt spilleperiode vil foregå i Porten (det tidligere Vridsløselille Fængsel).
Skriv lidt om dig selv og send et vellignende billede til projektleder Stine Rejnholdt på mail: stinerejnholdt@gmail.com
Har du spørgsmål til produktionen er du også velkommen til at skrive!
Vi glæder os til at høre fra dig!
Mange hilsner, Stine Rejnholdt