Deltagerinfo – Nytårskoncertstævne 15-16. jan 2022

Nedenstående mail er sendt til alle deltagere d. 28 december 2021.
– Hvis du ikke har modtaget mailen, er den sandsynligvis havnet i dit spamfilter eller sorteret under masseforsendelser (f.eks i gmail).

Kære deltager

Nytårskoncertstævnet d. 15-16 januar er desværre aflyst.  

Både jeg og orkestrets musikere er naturligvis skuffede. Vi havde alle glædet os til at spille nytårskoncert med stævnekoret. 

Jeg har arbejdet på en løsning henover julen og det er lykkedes at flytte alle aftaler og reservation af KoncertKirken til d. 4-5. juni.

Nytårskoncertstævnet erstattes således af premieren på Sommerkoncertstævne d. 4-5 juni 2022. Stadig med orkester og mindst lige så forrygende med sommer-repertoire. Jeg håber du har lyst til at være med! 

Hvis d. 4-5 juni ikke passer dig, kan du også vælge forhåndstilmelding til næste års Nytårskoncertstævne d. 21-22. januar 2023. Og hvis det heller ikke passer dig, får du blot deltagergebyret retur.  

Hvis du beholder din tilmelding, har du fortsat mulighed for at afmelde indtil en måned før stævnet.  

Når du har tænkt lidt over det, så svar tilbage med dit valg: 

a) deltage i Sommerstævnet d. 4-5 juni (læs nedenfor eller her på korsang.dk

b) deltage i Nytårsstævnet 21-22 januar 2023 

c) afmelding og deltagergebyr retur (skriv da nummer til mobilepay) 

– hvis du ikke kan finde den mail jeg har sendt ud, kan du også svare at skrive til: korsang.dk(snabela)gmail.com. Eller via kontaktformularen. Hvis du vælger a) og vil være med til sommer, så kan du også tilmelde dig og skrive i “kommentarer” at du var tilmeldt nytårsstævnet. Så sørger jeg for du bliver overført.

Med venlig hilsen
Ole Jørgensen
tlf. 51947922  

—-

Korweekend med orkester og sommerkoncert
4.-5. juni 2022

Orkester: Den Danske Sinfonietta
Kor: Stævnekoret
Koncertsal: KoncertKirken i København
Solist: Angelica Asp
Dirigent: Ole Jørgensen

Sommerstævne med kor og orkester
Velkommen til sommerens herlige weekendstævne med korsang, professionelt orkester og festlig sommerkoncert i KoncertKirken.

Lørdag d. 4. juni har vi kor-indstudering og dagen efter, d. 5. juni, kommer orkestret til. Til sidst optræder vi med en festlig sommerkoncert (kor, orkester og solist) i KoncertKirken.

Den Danske Sinfonietta
Den Danske Sinfonietta er et professionelt kammerorkester, som arbejder på tværs af genrer, både indenfor det klassiske felt, musical, opera, operette, film-musik og nyere tids populærmusik, i nye arrangementer for orkester.

Om KoncertKirken
KoncertKirken er et af Københavns dejligste koncertsteder. Her optræder mange anerkendte ensembler og stedet bruges til musikoptagelser, pga. den fremragende akustik. Rummet er stemningsfuldt og perfekt til korsang.

Om koncerten
Koncertprogrammet bliver varieret med vægt på kendte sange fra fx. musical, operette, filmmusik og andre sange i nye arrangementer for kor og orkester. Dertil krydres koncerten med festlige orkesterstykker og underholdende solistindslag.

Om instruktøren
Ole Jørgensen er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Malmö Academy of Music. Kunstnerisk leder og dirigent for Den Danske Sinfonietta, arbejder med forskellige kor/korstævner og skriver arrangementer for både kor og orkester.

Ole Jørgensen arrangerer alle korsatser og sørger for, at repertoiret kan læres i løbet af stævnet, så alle føler sig trygge og klar til at synge sommerkoncert for publikum søndag eftermiddag.