“Jeg har nu to gange deltaget på en uges højskole med Ole som korleder. Jeg har begge gange været yderst begejstret for kursusugen og venter bare på, at høre, hvor det næste sommerkursus finder sted, som jeg straks vil tilmelde mig.
Jeg – og mine medkursister – var virkelig glade for den stemning, Ole formåede at skabe ved sin humoristiske og positive tilgang. Der blev grinet meget ugen igennem. Ole var fantastisk til at skabe sjove billeder til at illustrere, hvilken stemning vi som sangere skulle udtrykke. Det kom tydeligt til udtryk ved vores afslutningskoncert, hvor meget vi havde lært og udviklet os i løbet af ugen.
Musikalsk er Ole super professionel, både når det gælder at skelne og korrigere stemmerne og i forhold til sit eget musikalske akkompagnement. Man mærker og får udbytte af, at han har stor erfaring med korledelse og har tænkt langt dybere over formidlingen og selve betydningen af musik og sang end blot det at lære et kor at synge en sang korrekt.
Valget af sange og arrangementerne var alsidige, muntre, gribende og yderst velvalgte til vores gruppe.”
– Jette Rohr, Albertslund
“Hej Ole,
Tak for en dejlig oplevelse med at synge i kor med dig som inspirator. Sjov og inspirerende ledelse med mange farverige og herlige indskud.
Korsatserne var ganske dejlige at være en del af. Dit akkompagneret er meget inspirerende og spændende. Din glæde og viden om musikken virker meget givende for en novice som mig.
Hvis du laver et sommerkor til næste sommer er jeg interesseret i at deltage.”
– Gerda Krarup, Kongens Lyngby
“Jeg kan varmt anbefale Ole Jørgensen, som kor-dirigent!
Jeg har lige været på højskole og valgte Gram, da jeg så Ole Jørgensen var på programmet. Jeg kender Ole Jørgensen igennem utallige satser han har udgivet.
Ole Jørgensen er meget humørfuld og fuld af løjer, hvilket smitter dejligt af i koret og man synger bare lige lidt bedre. På Gram højskole sang vi udelukkende sange arrangeret af Ole J. bl.a. ”Du er min Øjesten”, ”Den dag, da Dorte drak dus” fra gode gl. film, ”Fald min engel” af Steffen Brandt, ”Gå med i lunden”. Sange, som var arrangeret mesterligt. Ole spiller ligeledes dejligt klaver.
Alle tog vi fra højskolen i godt humør, og lidt klogere på sang-teknik. Jeg kan varmt anbefale Ole Jørgensen.”
– Birgitte Bøge Pedersen, Regstrup
“Ole Jørgensen er en humørfyldt og dygtig korleder. En fornøjelse at synge i hans rytmiske sommerkor på højskole. Tak for en fin uge!”
– Kamilla Mørch, Valby
“Hej Ole
Jeg vil gerne takke for en god uge med korsang på Gram højskole, det var en fornøjelse at lære dig at kende. Jeg tror alle følte sig godt tilpas i dit selskab fra starten, frisk og levende. God gennemgang af korprøverne, korsatserne passede til den tid vi havde og koncerten i kirken var en god afslutning på en god uge.
Tænker på at tage af sted igen, hvis du kommer igen til sommerkor.”
– Brita Carstensen, Slagelse
“Hej Ole, jeg nød hvert sekund, jeg havde forud glædet mig og var spændt om jeg overhovedet kunne synge rytmisk. Det fik du lært mig på forrygende vis, dit gode humør smitter og sangglæden blomstrer for fuld styrke under din ledelse.
Det var også en skøn flok at synge sammen med. Og jeg ser frem til at møde nogle af dem igen. Det var også dejligt at se din søde familie
Jeg møder gerne op til et nyt sommerstævne, some Where! “
– Lisbeth Andersen, Kgs. Lyngby
“Kære Ole
Det ville være en stor fornøjelse at komme på kor-højskole hos dig igen til næste år. Jeg har i den grad nydt ugen under din ledelse og vil så gerne gøre det igen.
Ugen bød på både sjove og lærerige timer hvor jeg blev klogere på min egen stemme og hvordan jeg kan få mere ud af den. Samtidig med at jeg har fået grint så meget som jeg ikke har fået gjort længe.
Du har en fantastisk måde at visualisere tonerne/stemningerne og hvor du gerne vil have os hen, så det var meget nemt at følge. Vi er flere som kommer d. 12 november i koncert-kirken og som også nåede at aftale, at laver du en ny sommer-kor-højskole-uge – ja, så kommer vi 🙂
Jeg er i fuld gang med at reklamere for dig og korsang.dk i mit kor, Rødovre Koret og jeg tror der er nogle stykker derfra som også kommer med d. 12/11.”
– Mette Jacobsen, Hvidovre
“Jeg synes det var rigtig sjovt og lærerigt at synge i koret. Højskolen var ok, men vi var så mange fra Sjælland, så jeg ville ønske mig, at det var på Sjælland.”
– Charlotte Saggau, Køge
“Hej Ole
Også tak for sidst herfra, det var spændende, interessant og en udfordring. De 8 ud af de 10 sange lå lidt langt fra det som jeg ellers plejer at synge, men de groede bestemt på mig hen ad ugen, tak for det.
Jeg kan sige, at jeg rigtig gerne kommer igen til korkurset under din kyndige og inspirerende ledelse.”
– Birger Lunau, Søborg
–—-
“Hej Ole
Tusind tak for en dejlig kor-uge i Gram, det har virkelig været en fornøjelse at være med:
Du er musikalsk til det yderste af fingerspidserne, en habil sanger og pianist udi alle de stilarter, vi beskæftigede os med og mere end det, og du har en evne til at tale i billeder, så man forstår, hvor du vil hen med de enkelte stemmer og værker.
Din udvidede sans for humor gør det til en fest at øve med koret, selv når du korrigerer og justerer
Hvis du laver højskole-sommerkor igen næste år, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at komme med.
For os Gram-kursister fra 2023 vil det naturligvis være attraktivt med den store rabat, vi ville kunne få næste sommer – men en velkendt og topkvalificeret kordirigent (!) ville jo nok kunne opveje en merpris et andet sted “
– Birgitte Guldberg Madsen, Kokkedal
“Stor anbefaling med Ole Jørgensen som korleder til Rytmisk koruge på Gram højskole i Sønderjylland. Jeg oplevede en fantastisk humuristisk og god stemning fra Ole og det smittede selvfølgelig af på på os alle.
Alle kursister var selvfølgelig glade for at synge og vores repertoir var rigtig godt med både danske og udenlandske sange. Jeg kan virkelig anbefale sådan en uge, med både sang, mad som var meget lækkert, udflugt og foredrag. Vi afsluttede ugen med en koncert i kirken. Flot oplevelse.”
– Susan Rørvig, København
“Det var mit første Højskoleophold, og bestemt ikke det sidste. Jeg kendte ikke Ole inden jeg tilmeldte mig, men mødte ham til en korfestival i Kbh lidt efter jeg havde booket – og der vidste jeg, at det ville blive en god uge.
Ole har en energi og en måde at ‘vække/fange’ folk på – ihvertfald mig og mange andre. Repertoiret af sange var perfekte i mine øjne, og de var arrangeret rigtig godt. Måden at lære 10 sange på 5 dage var i bakspejlet genial.
Ole, tak for en fantastisk uge! Jeg vil rigtig gerne vide, hvis du tager et andet sted hen næste år :)”
– Mette Harplod, Vedbæk
“Kære Ole
Tak for en forrygende koruge
Stemningen var helt i top i koret og vi havde det SÅ sjovt med alle dine imitationer fra gamle danske film. Derudover gav flere af dine arrangementer mig gåsehud, især FALD MIN ENGEL og jeg så flere under koncerten blive meget bevægede til dette nummer. Sangen har kørt rundt i mit hoved lige siden.
Her kommer min anbefaling.
Ole er en fantastisk korleder. Han er eminent til at videreformidle, hvordan han ønsker, at sangene skal synges, både teknisk, men også stemningsmæssigt. Hans indstudering er krydret med mange humoristiske bemærkninger, og der er helt klart gået en skuespiller tabt i ham, når han skal vise, hvilke følelser der skal ligge til grund for den enkelte sang.
Et af Oles helt store forcer er hans fabelagtigt smukke arrangementer for flerstemmigt kor. Det er ganske enkelt en nydelse at synge, og hans repertoire spænder vidt. Sidst, men ikke mindst er Ole en meget dygtig pianist. “
– Susanne Parslet, Dyssegård
“Jeg havde fornøjelsen af at synge med i koret, som Ole Jørgensen ledede på Gram Højskole denne sommer. Det var utroligt givende at bruge en uge af sin sommerferie i Oles kor.
Ole var yderst velforberedt og veloplagt. Hans positive energi, humor, engagement, tålmodighed og nærvær skabte en smittende begejstring og iver for at lære det veltilrettelagte repertoire. Og så skabte det sammenhold på tværs i koret – hvor de fleste jo ikke kendte hinanden på forhånd.
En stor force ved Oles korledelse er hans fine fornemmelse for afveksling i indstuderingen (ingen prøver var kedelige!). Men også, at han så rundhåndet deler ud af sin store viden om sangteknik, direktion og musik generelt – og både i teori og praksis. Så man selv som garvet korsanger bliver ekstra beriget.
Opstår muligheden igen for at synge højskole-sommerkor med Ole som leder, griber jeg den! “
– Mette Geilø / retoriker og presserådgiver, København S
“Hej Ole.
Tak for en fantastisk koruge på Gram Højskole. Det var som sædvanlig en stor fornøjelse at indøve dine meget forskellige korsatser, som var til at lære på de 5 dage vi havde til rådighed, med kyndig indlæring.
Dit gode humør, historier og ikke mindst din musikalitet på klaveret gør ugen til en leg, hvor hverdagens problemer træder i baggrunden. Og så lød det jo fantastisk.
Så jeg håber på en ny uge med sommerkor på Gram højskole eller hvor det nu bliver?
Denne “vitaminindsprøjtning” kan man leve på længe.”
– Edith Fløistrup, København
“Kære Ole
Tak for en forrygende uge, som jeg var meget begejstret for. Derfor vil jeg gerne anbefale en eventuel kommende koruge til andre sangere.
Korprøverne blev jo helt fra begyndelsen præget af din humor og evne til at lave sjov. Det er jo meget underholdene og er med til at der opstår en let og glad stemning, hvor latter er en vigtig del af korprøverne.
De tre herrer der havde basstemmerne krævede virkelig megen opmærksomhed, som du påtog dig med en beundringsværdig ihærdighed.
Det var dejligt at få et godt akkompagnement til sangene, man var ikke i tvivl om hvornår forspillet var slut og sangen starte og det var dejligt at swing blev til swing osv. Fantastisk pianist.
Sommerkorets repertoire var nogle skønne sange, også nogle gamle “travere” fra fortidens film. Men der blev pustet nyt liv i sangene, ved korsatsernes gode sammensætning, med fire stemmer, der gav en helt ny udgave af sangene og som også gjorde dem sjove at synge.
Jeg tror den afsluttende koncert i kirken, blev rigtig vellykket. Der var god energi. Da jeg i løbet af den sidste aften talte med højskolens forstander, spurgte vi fra koret om hans oplevelse af koncerten, og han sagde “den var helt fantastisk”. Mere kan man vel ikke forlange.”
– Ditte Thormar, København
“I en varm og humoristisk stemning fik Ole professionelt og ambitiøst os korsangere til at yde vores bedste. Jeg var meget inspireret af de mange sproglige billeder Ole brugte på at beskrive såvel sangteknik som lydudtryk – det gjorde det let forståeligt og muligt for alle at udvikle sig.
Oles vedholdende insisteren på, at vi skulle lyde godt sammen – alle sammen – gav et resultat langt bedre end først forventet og dermed også en fælles stolthed og glæde.
Oles 4-stemmige arrangementer ramte gennemsnitsniveauet i gruppen godt – der var tilstrækkeligt indhold til, at der var noget at arbejde med hele ugen samtidig med, at det var muligt at nå i mål med det hele.
Ole har et omfattende musikalsk overskud både som pianist, sanger og dirigent. Det medfører læringsmuligheder på mange niveauer. Jeg er både blevet inspireret i mit personlige sangliv og ift. mit arbejde som musiklærer og korleder.
Ønsker du dig en målrettet, ambitiøs sangoplevelse i en humoristisk stemning, kan du trygt vælge Ole som korleder.”
– Line Danner, Frederiksværk
“Vil du lære nyt indenfor korsang, synge skønne og glade sange, deltage i gode grin og sammen med skønne mennesker opnå at levere en fin kor-koncert? Så er det bare at tilmelde sig til et højskoleophold under Ole Jørgensens humørfyldte og musikalske ledelse.”
– Elisabeth Bundgaard, Taastrup
“Korprøverne var af passende længde og stemningen var god. Jeg har sunget i kor i ca 30 år og havde meget ud af at opleve en ny dirigent, som var sprudlende og god til indlæring, også som pianist.
Korsatserne passede fint for mig, kendte melodier med iørefaldende andre stemmer. Jeg har aldrig lært noder, så gehøret betyder meget for mig.
Jeg følger med på “Korsang.dk” om du tilbyder andre kur-kurser.
Tak for en fin uge på Gram højskole og fortsat god sommer.“
– Magda Philipsen, Lunderskov
“Kære Ole
Tak for en inspirerende og lærerig koruge, som jeg nød i fulde drag – ikke mindst på grund af din musikglæde, humor og smittende engagement ved korprøverne. Korsatserne var en fin buket af nye og gamle melodier.
Jeg ser frem til en kommende koruge under din ledelse.”
– Lis Majlund, København
“Jeg var på Gram højskole i juli 2023, hvor vores korleder var Ole Jørgensen. Ole havde sørget for noder og tekster til alle sangene og sat stole frem til de forskellige stemmegrupper, så vi vidste hvor vi skulle sidde.
Det var i den grad super gode og klassiske sange, som jeg kom til at elske hver og en inden ugen var gået og stadig høre hjemme og synger med på. Ole var dedikeret og bestemt og vi øvede dele af sangene igennem flere gang indtil han var tilfreds. Han var god til at rose os så balancen mellem arbejde og udbytte var lige i øjet.
Ole var også ret underholdende og var god til at fortælle anekdoter både fra hans liv og fra og omkring de sange vi sang. Det var et kæmpe plus der gav en fantastisk stemning i lokalet. Han er også en meget dygtig pianist.
Som korleder ved han lige hvor der skal forbedres og kan støtte stemmegruppen med klaver og sin egen stemme. Ole var også god til at få os til føle os trygge inden vores koncert, som blev afholdt i Gram Kirke. Simpelthen fantastiske rammer for en koncert.
Jeg kan på det varmest anbefale Ole som korleder og vil helt sikkert opsøge de arrangementer som han afholder.”
– Tina Steinbach, Rødovre
“Jeg havde den store fornøjelse at være en del af ”Rytmisk Koruge” på Gram Højskole i uge 28, 2023, med Ole Jørgensen som kordirigent og -instruktør.
Jeg kendte ikke Ole på forhånd og havde valgt ham og netop denne koruge pga. repertoiret og fordi korsatserne var arrangeret særligt til ugen. Der ville altså ikke være nogle korsangere, som tidligere havde sunget satserne, hvilket jeg fandt meget tiltalende.
Derudover havde jeg googlet Ole og syntes, han lød som en yderst kompetent mand til opgaven. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, tværtimod 🙂 Ti skønne, velklingende, melodiske, sangbare korsatser arrangeret for SAB eller for SSAB, der var til at gå til, og som kunne nås på den afsatte tid. Og som spændte bredt i genre, udtryk, stemning og sværhedsgrad.
For det er skønt at blive præsenteret for sange, man kender, men arrangeret på andre måder, men næsten endnu bedre er det at stifte bekendtskab med nye sange og komme til at holde rigtig meget af disse. Jeg blev især rigtig glad for ”Fald min engel”, der rørte og bevægede mig meget, samt for arrangementet af ”Rør ved mig”, der pludselig gik fra halvplat Grand Prix sang til en smuk og bevægende, flerstemmig sang. Selv min mand, der på ingen måder er fan af sangen, måtte overgive sig og sige den kunne noget, da han hørte sangen 🙂
Personligt var det fedt at få lov til at synge og veksle mellem to stemmer (sopran eller mezzosopran) i de forskellige sange og på den måde føle, jeg var med til at løfte sangene. Derudover var jeg meget begejstret for Oles arbejde med udtrykket i og forståelse af sangene, og at han lagde meget vægt på dette, allerede tidligt i indlæringsprocessen. Alt for få kordirigenter/-instruktører vægter dette højt, så det var skønt at opleve en kordirigent, som forstod vigtigheden af dette, og som ikke mindst var i stand til at videreformidle det ønskede. For så blev vi meget mere end et kor, der ”blot” sang rent og pænt.
Afslutningsvis skal jeg selvfølgelig også nævne den gode, lattermilde, humoristiske, sjove stemning, der herskede under prøverne, og som gjorde, at det var ok at synge forkert, da alle følte sig trygge og i godt selskab. Og samtidig en stemning præget af høj seriøsitet og et klart mål (koncert fredag eftermiddag), hvor ingen var i tvivl om, hvad der krævedes af koret og den enkelte korsanger.
Det var en fantastisk koncert i Gram Kirkes kirkerum og en skøn forløsning og oplevelse efter en dejlig uge fyldt med masser af lækker korsang 🙂 “
– Sophie Jørgensen Andersen, Strøby